af Janet Amalia Weinberg

Folk tænker anderledes i Indien, eller så var det, som jeg stod på bredden af Ganges, omgivet af tres millioner hinduistiske pilgrimme, der var kommet til floden for at bade. Jeg troede, at vandet var forurenet, og kan gøre mig syg-I'd set affaldsjournal, ekskrementer, og tre døde i det. De troede, det var hellig og kunne rense dem for synd.

Sådanne pilgrimages, kaldet Kumbha Melas, forekommer med jævne mellemrum på forskellige hellige badeområder i Indien, men det var en Maha Kumbha Mela, som er en særdeles lovende tilfælde af, at der sker en gang hvert hundrede og fyrre fire år. Ifølge legenden, den universelle kræfter for god er så koncentreret på dette tidspunkt, at blot at deltage i Mela kan rense mange levetid. Jeg var på en ændring punkt i livet og var kommet, for ikke at dukkert i Ganges, men for at fordybe mig i denne positive konsensus virkelighed.

Det var den største indsamling af mennesker overalt på kloden og en midlertidig by på måske en million hær telte var blevet opstillet for den måned lange sker. Jeg var lejr lige udenfor Mela grunde i en enklave af 400 andre vesterlændinge fra staterne.

En dag, en gruppe af os fra min lejr fik et lift til at høre Dalai lama tale. A crowd af titusinder var forventet, så vi forlod tidligt. Da vores bil indtastet Mela, vi blev båret ind i en sensorisk tsunamien. Folk var overalt-ridning rickshaws og Land Rovers, kameler og æsler, gåture, stående, madlavning, bederum, venter, at sove. Grupper fra fjerntliggende landsbyer lørdag langs støvede veje . Sælgere sælges hovedkål, jordnødder, løg, kartofler, og eggplants. Kvinder, tørring frisk vasket saris i vinden, unfurled atten-mund bannere farveområder. Sadhus-hellige mænd med strømmende skæg og gennemtrængende øjne-hiked til og fra Ganges. Køer roamed. Konkurrerende højttaleranlæg sprængte chants og bønner. Røg fra en million dung kogning brande tilstoppet luft og duften af røgelse, sandalwood og karry sweetenede det.

De tres square mile telt-by var opdelt i sektorer. Der var ingen gade tegn, men templer og religiøse grupper havde deres egne encampments med at identificere gateways. Vi var i en sådan sensoriske overload, at vi formentlig havde bestået den samme gateways igen og igen, før vi bemærket vores chauffør tog os i cirkler.

Normalt ville jeg have tænkt: "Vi er gået tabt, vi kan gå glip af Dalai lama, det hele er chaufførens skyld ...." Men jeg troede ikke, hvad der skete var dårlig eller forkert. Faktisk har jeg ikke tænke på det overhovedet, det var bare sker.

Da føreren vandrede jeg marveled ved seværdigheder. Jeg havde kun udforsket Mela til fods; se det i bil var en uventet bonus. På vejen mødte vi en anden mistede bil, pakket med vesterlændinge fra vores lejr. Mens bilister tillægges, vi udvekslede stares med en sadhu - han med sin orange dhoti, glaseret røde øjne og Vishnu TRIDENT vi med vores søn hatte, mørke briller og sneakers. Til sidst, med beroligende nods, chaufførerne genoptaget deres søgen.

Da vi endelig nåede vores destination, fandt vi en crowd, churning med rygter om, at Dalai lama ikke ville dukke op. Igen, jeg kunne have fået skuffet, men min nye og mærkelige tilstand af accept og bevæger sig med strømmen stadig var med mig.

Pludselig, et køretøj skudt ud af det sammensatte. Nogen yelled, "Der går Dalai lama!" Og vores køretøjer, tog fart i forfølgelsen. Nu, det syntes vi var heldige at have fået tabt. Ellers vore chauffører ville have faldet os fra tidligere, og vi, ligesom alle de mennesker, vi efterlod, ville ikke have haft nogen transport.

De chase sluttede i et lille telt. Der var elleve af os nu, fem fra min bil og seks, herunder to mand kameraet besætning, fra den anden. Vi fjernet vores sko og ind i teltet. Truende vagter bevæbnet med Uzis granskes os men lad os passere. Inside, Dalai lama var knæler i bøn, før et alter. Bag ham, om halvtreds indianere, for det meste sadhu 'i traditionelle orange og okker rober, lørdag cross-legged på måtter. Vores to carloads klyngeaktiviteter bagenden af teltet.

Efter et øjeblik, Hans Hellighed, tale tibetansk, begyndte at interessere sig for indsamling via en Hindi oversætter. Folk stillede spørgsmål skal han har hørt utallige gange, men han gav hver person hans fulde opmærksomhed og reagerede med ægte omsorg. Da han færdig med at tale med de indianere, han smilede og opfordrede til os på engelsk, "Kom nu op."

Vi har lukket i omkring ham, forbløffet over vores lykke. I stedet for at blive en del af en crowd af tusinder, vi havde været praktisk ydet en privat publikum. Han underskrev autografer, lo, talte om fred i verden, og gav udtryk for sin glæde over at se vesterlændinge på Det Mela. Hans radiatorpaneler glæde captivated os alle.

Når Dalai lama steg til ferie, et dusin tibetanere straks dannet en menneskelig hegn langs begge sider af hans vej til afgangen. Han kom igennem, som en whoosh med glæde, at stoppe for at give en sadhu's skæg en legende bugsering og pat en anden 's kinden, før han har forladt.

Mine kammerater var venter udenfor. Vores bil var det ikke. Det andet carload, herunder kameraet besætningen, var gået så godt. Vi var alle varme og trætte og klar til at vende tilbage til vores lejr. Der var bare en hage: Vi vidste ikke, hvor det var.

Vi er indsamlet på den side af vejen til at finde en taxa, en rickshaw, en pony cart - noget, der kunne tage os tilbage. For så vidt vi kunne se, den støvede vej var flankeret af telte og vrimler med mennesker, men der var ingen biler. Ingen. Vi forsøgte at få retninger, men dem, vi spurgte enten ikke forstod engelsk eller havde aldrig hørt om vores lejren. Selv om vi havde vidst hvilken vej at gå, to medlemmer af vores gruppe var noget handicappet og kunne ikke gå ret langt.

Normalt ville jeg have været forfærdet og nervøse. Men som før, jeg ikke bedømme, hvad der skete eller mener noget om det, det var bare sker. Jeg ved ikke, om der på Mela renset levetid, men det sikker var rensning min vane med at vurdere og fortolke hver erfaring.

Vi sad på nogle kasser, bekvemt stablet ved siden af vejen, så på mængden, og ventede. Fem minutter gået. . . ti. . . femten. . . . Pludselig, en sort sedan syntes! Inden nogen af os kunne bølge til det, bilen screeched i stå foran os.

Døren verfede åbne og ud styrkes leder af gruppen var jeg bor hos. Lederen! Han var kommet for at møde Dalai lama og fundet os i stedet. Når vi meddelt ham, at Hans Hellighed havde forladt, han kom tilbage i sin bil og drønede væk-men ikke før han gerne piskede en mobiltelefon, og opfordrede til en bil til at plukke os op.

Vi var svimlende. Hvordan fantastiske! Hvordan perfekt! Vi kunne aldrig have ønsket eller forestillet sig en sådan redning. Mens vi ventede på bilen, så man nogen joked "Nu skal vi bare have en parade". Som om ved magi, en procession komplette med musik, malet elefanter, kameler, og række efter række af marchers syntes.

Det er, hvordan den var ved Mela. Ordinario tænkning, fulde af forventning og domme, syntes at falde bort, og hvert forstyrret planen blev et eventyr.

Nu tilbage i min regelmæssige liv, jeg har masser af muligheder for at få forstyrret, når tingene ikke går "ret". Bilbatterier dør, nøgler gå tabt, mennesker skuffe mig, jeg skuffe mig selv-mulighederne er uendelige. Men, som også betyder, at jeg har masser af lejlighed til at huske den Mela og se hvad der sker så lidt, hvad der sker.

Janet Amalia Weinberg er tidligere psykolog, der har rejst i Asien, Afrika, Sydamerika og Europa. Hendes korte fortællinger er dukket op i talrige litterære magasiner samt i en antologi hun redigeret, designet til at ændre negative stereotyper af ældning (stadig i fuld vigør, erindringer, digte og historier om Great ældre kvinder, Routledge, 2006).